fbpx

Fri fragt ved køb over kr. 399,-

14 dages returret

1-4 dages levering

Det du fokuserer på, vokser!

Og det er én af grundene til, det for mig virker rigtig godt at skrive taknemmelighedsdagbog hver dag – eller i hvert fald så ofte som muligt.

Jeg har skrevet både dagbog og taknemmelighedsdagbog af flere omgange. Men først efter jeg har fået mere struktur på taknemmelighedsdagbogen, er den begyndt at vokse på mig.

Det handler om øvelse og vedholdenhed. For mig får det især effekt i de svære perioder af mit liv – jeg kan mærke min grund-glæde er blevet løftet efter jeg er begyndt at bruge taknemmelighedsdagbogen dagligt. Forstået på den måde, at når jeg møder modstand og har svære perioder, har jeg et større overskud til at se udfordringerne og mulighederne for at vokse, fremfor at synes det hele er træls og rigtig synd for mig.

Så på den måde giver taknemmelighedsdagbogen og arbejdet med den, mig en bedre ballast og større accept af, at livet går op og ned. Og jeg lærer noget hele tiden.

Taknemmelighed og værdsættelse af livet og hverdagen er mange ting. Og meget forskelligt fra person til person. For mig kan det være at fuglene synger og varsler der er forår på vej, at mine drenge selv står friske og glade op af sengen om morgenen eller at der ikke er kø på motorvejen. Det kan være større ting, som et nyt job eller at min søn har klaret en udfordring i skolen, som han var ekstra nervøs for.

For nyligt havnede jeg i en tæt kø på motorvejen. Og sad fast i 5 timer. Men det endte med at blive en rigtig god oplevelse 🙂
Jeg er taknemmelig for, at jeg sad der med 2 skønne damer. Vi brugte de 5 timer på at lære hinanden bedre at kende, på grin og sjove historier. Men også på at sparre med hinanden og give gode råd og input til hver vores virksomhed.

Vi kunne have brugt de 5 timer på brok og nedtrykthed og ville så være kørt hjem, sure og tømte for energi. Men vi brugte dem konstruktivt og jeg kørte glad hjem da vejen endelig var ryddet. Jeg havde en helt klar fornemmelse af, at de 5 timer i bilen der midt på motorvejen, gav mig meget mere end det én dages seminar vi gik glip af. (Der var heldigvis ingen der var kommet alvorligt til skade i uheldet.)

Husker du også at sige TAK engang imellem? Både for de store, men også for de små ting i hverdagen som vi let kommer til at tage for givet?

Hvis du har lyst til at prøve at gøre det mere struktureret, kan du finde Taknemmelighedsdagbogen her.