fbpx

Fri fragt ved køb over kr. 350,-

14 dages returret

1-4 dages levering

Det, jeg synes er allermest interessant i vores samtid, er hvordan vi i løbet af ganske få år, har taget imod mobiltelefonen – smartphonen – som det mest naturlige i verden. De fleste af os (faktisk 88%) har telefonen med os hele tiden og vi stiller ikke mange spørgsmål ved, hvad teknologien, det at være tilgængelige og online 24/7, egentlig gør ved os, vores hverdag og vores relationer.

Julefrokosten, der ændrede mit mindset
De første tanker om min egen afhængighed af min telefon, gik op for mig for omkring 3 år siden. Vi var til den traditionelle julefrokost med familien. Vi er i alt 16-17 stykker mellem 7 og 72 år og det er den eneste gang om året vi samles kun os. Så vi hyggede os, der var god snak omkring bordet – hvad havde ungerne fået til jul, hvordan gik det på niecens studie, sikke lækker mad osv. osv.

På et tidspunkt var der en naturlig pause i spiseriet. Nogle skulle strække ben, andre på toilet, ud at trække frisk luft og vi begyndte at samle tallerkener sammen. Jeg var én af dem der lige var ude af rummet et øjeblik. Da jeg kom tilbage, sad halvdelen af selskabet tilbage. Og alle – uden undtagelse – sad med hver sin telefon i hånden. Nogen spillede med hinanden (!), andre sendte snaps til vennerne og så var der et par nye katte-video’er, der ikke var blevet set endnu.

Havde jeg været én af dem der var tilbage i rummet, havde jeg sikkert gjort det samme. Men nu var jeg hende der kom ind i stuen igen. Og jeg havde egentlig hygget mig da jeg gik ud, så jeg glædede mig til at komme ind og hygge mig igen. Men stemningen var nu fuldstændig anderledes. Faktisk følte jeg det, som om jeg forstyrrede noget der var i gang – i hvert fald var det ikke sådan lige at falde ind i den gode stemning igen.

Mig og min telefon
Efter den dag, begyndte jeg at lægge mærke til mit eget mobil-forbrug og hvordan jeg opførte mig når jeg var sammen med andre mennesker. Og helt ærligt, det var ikke særlig kønt. Når jeg fx var på café med en veninde, havde jeg svært ved at sidde uden min telefon, hvis hun skulle på toilet eller hente en ny kop kaffe. Kom der en lyd fra telefonen, kunne jeg også godt finde på at tage den frem og tjekke hvad det var, selvom vi sad midt i en samtale. Når jeg havde et ledigt øjeblik, tjekkede jeg om der var kommet noget nyt ind, når jeg ventede på bussen var det med telefonen i hånden og kom der en lyd fra min telefon, kunne den bremse mig i det jeg var i gang med.

Jeg brød mig faktisk ikke om at være i en situation, hvor jeg blev sat på hold af mine relationer når deres telefon krævede deres opmærksomhed. Og jeg brød mig endnu mindre om, at jeg selv gjorde det mod andre.

Styrede min mobil mig?
Kort tid efter faldt jeg over bogen SLUK, som læge og iværksætter Imran Rashid har skrevet. Den handler om, hvordan vi bruger vores mobil, hvordan det påvirker os og vores hverdag. Og det allervigtigste spørgsmål han stiller, synes jeg er: Styrer du din mobil eller styrer din mobil dig?

Jeg kunne genkende meget af det han skrev, og følte mig på mange måder styret af min mobil. Når jeg først havde taget den i hænderne, blev den der længere tid end jeg havde tænkt mig. Skulle jeg tjekke en arbejds-mail, startede jeg på min sædvanlige ”tour de apps” og kom også gennem både min private mail, facebook, instagram og vejret. Og nu hvor jeg var blevet bevidst om hvordan andre menneskers mobilvaner i min nærhed gik mig på, måtte jeg jo erkende, at mine egne mobilvaner gik ud over de mennesker jeg havde omkring mig.
Ikke nok med det, blev jeg også opmærksom på, at jo mere jeg var online – især på de sociale medier – jo mere gik det ud over mit humør. Jeg kunne nyde min aften på sofaen efter en hård uge nok så meget – noget som jeg havde set frem til og glædet mig til. Men tog jeg min telefon i hånden og så en af mine kontakter i byen med veninderne, en anden med kæresten på tur eller andre med gæster til middag – ja, så var det som om den stund jeg faktisk nød, falmede og blev ligegyldig. Og det som jeg nød for et øjeblik siden, var pludselig ikke godt nok, spændende nok, rigtig nok.

Det var ret tydeligt at jeg – og mit humør – var styret af mit mobilforbrug. Og jeg besluttede mig for, at jeg selv ville bestemme, jeg ville ændre min adfærd og mit onlineforbrug.

I bogen SLUK giver Imran Rashid flere tips til, hvad vi kan gøre for at gøre det lettere for os selv.
For det er et aktivt valg og vi er nødt til at ændre noget selv hvis vi selv vil bestemme.

De 3 vigtigste ting, jeg har gjort
1. Jeg har købt et vækkeur og fjernet min telefon fra soveværelset. Det har givet mig en meget bedre søvn! Før ville jeg kigge på min telefon som det sidste inden jeg lagde mig til at sove, og det første når jeg vågnede. Jeg ville reagere på en besked der kom sent ind, eller en notifikation fra de sociale medier. Hvis jeg vågnede midt om natten, kunne jeg finde på at tjekke min telefon – jeg skulle bare liiige se om der var sket noget! Den forstyrrede mig rigtig meget. Det gør den ikke mere.

2. Det næste jeg gjorde var, at slå mine notifikationer fra. Det er nu mig, der bestemmer hvornår jeg skal kigge på min telefon og ikke den der kræver opmærksomhed når som helst. Tit er det komplet ligegyldige ting jeg bliver gjort opmærksom på, men også de ting forstyrrer og tager mig ud af min koncentration.

3. Det sidste jeg gjorde var, at give min telefon en fast plads i huset. Når jeg har fri, ligger den nu altid ved siden af radioen i køkkenet. Det er et naturligt sted, fordi det også er der vi alle lader vores telefoner op. Jeg er meget disciplineret om at lade den ligge der. Jeg har den ikke med inde i stuen når vi ser tv om aftenen. Jeg har den ikke med inde ved spisebordet og heller aldrig i lommen. Det betyder, jeg nogen gange misser et opkald, men så ringer jeg da bare op. Eller svarer når jeg ser beskeden.

Der er primært 2 grunde til, at jeg er meget opmærksom på mit forbrug. Den første er, at jeg, som skrevet, har fundet ud af jeg ikke kan styre det hvis jeg har min telefon inden for rækkevidde. Og når jeg ikke kan styre det, går det ud over min tilstedeværelse, det går ud over mit humør, det går simpelthen ud over min livsglæde at være så meget på den dims, som er en virtuel verden. Jeg vil meget hellere være sammen med mennesker rigtigt. Mærke dem, se dem, snakke med dem, være sammen.

Den anden grund er, at jeg gerne vil være et godt forbillede for mine børn. Jeg vil gerne vise dem, at man ikke behøver at have telefonen på sig hele tiden. At der er en virkelig verden vi skal være i. Sammen. At det selvfølgelig er helt ok at være på de sociale medier og hygge med sine venner, se YouTube og spille spil. Men der også er så meget andet.

Mine nye digitale vaner
Når det så er sagt, kan jeg sagtens falde i. Og jeg gør det også.

Det kan både være lidt til dagligt, men også hvor jeg simpelthen glemmer at være opmærksom. For 1 år siden fik vi hund. Det betyder, at jeg er begyndt at gå flere ture end jeg før har gjort. Og flere skridt. Og så fik jeg pludselig den ide, at jeg ville finde ud af hvor mange skridt jeg gik hver dag. Var det nok i fht. det anbefalede? Var det for lidt? Hvor mange skridt gik jeg på en almindelig tur? Spørgsmålene var mange og jeg var jo ligesom nødt til at få svar på dem 😉 Så jeg begyndte at tage min telefon med når jeg gik tur. Og havde den i lommen når jeg arbejdede. For alle de skridt jeg gik når jeg skulle hente kaffe eller prints i printeren, de talte jo også med i det store regnskab, ikke?

Det resulterede simpelthen i, at jeg begyndte at tjekke mails når jeg stod nede på marken. Eller lige skulle tjekke instagram om jeg havde fået likes siden jeg gik hjemmefra. I det hele taget var jeg meget mere på de sociale medier. Det tog mig lidt tid at komme ud af den lidt trælse vane, for kunne det nu passe?!?

Heldigvis havde jeg lagt grunden til de gode digitale vaner, der virker for mig. Så jeg lånte min søns aktivitetsur et par dage. Og blev beroliget mht. hvor mange skridt jeg rent faktisk går. Og nu er telefonen tilbage på sin plads igen og jeg har fået ro på. Dog blev jeg også overrasket over, hvor godt fat i mig den telefon har. Hvor let jeg er at ”lokke” med, hvor meget magt den på en eller anden måde har over mig.

Vi må tage stilling
Jeg tror på, at vi som mennesker har brug for at være tilstede her og nu. Vi har brug for at mærke os selv. Og hinanden. Og det er mobilen en stor kontrast til. Den fanger os, den er spændende, den underholder os altid – vi keder os ikke mere. Men vi efterspørger det. Vi efterspørger tid til os selv og tid til at være fri. Det pipler op rundt omkring; vi kan komme på kursus i at skrive taknemmelighedsdagbog og der er tegnekurser, der skal modvirke stress. Der udbydes stilhedsretreats, yogarejser og vandreture. På virksomheder holder vi mobilfrie møder, der er mobilregler på skoler
– og nogle familier holder mobilfrie dage.

Jeg synes, det er så godt, vi ser denne modbølge til det meget hektiske liv mange af os lever i dag, hvor vi er
tilgængelige 24/7.

Det kan måske lyde som om jeg er modstander af mobiltelefoner. Det er jeg ikke. Men jeg er tilhænger af relationer mellem mennesker og til at vi evner at mærke efter og være tilstede – og til at vi lærer af bruge teknologien hensigtsmæssigt. Unge som gamle.

Hvad synes du? Og synes du også det er en udfordring for vores relationer og samspil, eller er du  uenig med mig?