fbpx

Fri fragt ved køb over kr. 399,-

14 dages returret

1-4 dages levering

Jeg elsker at bruge mine kreative sider i ordets mest umiddelbare forstand – altså den med at male, tegne eller klippe klistre og glemme tid og sted. Men det er ikke noget jeg bare gør, det er noget jeg skal beslutte mig for og sætte tid af til.

Jeg må indrømme, jeg indimellem er nervøs for, om kreativiteten bliver glemt i vores digitale hverdag. Ting og tanker opstår ud af det blå, når vi ikke er optaget af noget andet. Den gode idé opstår mens vi står under bruseren, og løsningen på et problem ”kommer til os” når vi mindst venter det; lige inden vi falder i søvn eller mens vi holder for rødt og sidder stille og stirrer på lyssignalerne.

For at disse pludselige indfald og skæve tanker skal have plads, skal vi give dem rum til at dukke op. For at gøre det, skal vi huske at give ro til hjernen, slippe kontrollen og modstå fristelsen til at kigge på de sidste nye kattevideoer på facebook, tjekke hvor mange likes der er tikket ind det seneste kvarter og lære bare at slappe af og være, uden hele tiden at blive underholdt og aktiveret.

Vi er udfordret i en verden, der er overloaded med information, men vi har et valg.

Jeg stemmer for kreativiteten, de pludselige indfald og nærværet med min familie og venner. Det er her den gode energi er, det er her jeg griner, ideerne opstår og jeg glemmer alt omkring mig (også at tjekke min telefon …). Det er et valg jeg skal tage dagligt, fordi den der telefon og alt det jeg kan få lige her og nu af anerkendelse og reaktioner, er noget der også trækker i mig.

En af måderne at opøve og fremelske de nye tanker og kreativiteten på, er at udfordre hjernen – f.eks. at gøre noget anderledes end sædvanligt. Så opdager vi pludselig noget nyt og ser noget andet end vi plejer.

Jeg var for mange år siden på en længere rejse. Jeg kan huske, især i starten af turen, at dagene føltes meget længere end jeg var vant til, indtrykkene var dybere og duftene stærkere. Der skete så meget nyt og alt var så anderledes end min hverdag herhjemme i Danmark, så hjernen kom virkelig på arbejde. Alt det nye skulle sorteres og meget af det hørte slet ikke hjemme blandt alt det jeg kendte i forvejen. De mange nye indtryk gjorde mig træt, men også opløftet. Jeg oplevede så meget nyt, fik nye ideer og var mere åben overfor alle de små ting, som jeg hjemme i Danmark ikke lagde mærke til i min dagligdag. Det var en øjenåbner for mig, at alle de nye indtryk genererede så meget stof til eftertanke, så meget kreativitet og lyst til udforske og lære mere.

Det viser mig at kreativitet kan opøves, udvides og læres. Derfor er min opfordring til dig, at udfordre din hjerne, gi’ den nye indtryk og oplevelser, træn den, som du træner dine muskler. Du behøver ikke rejse om på den anden side af jorden for at vække din kreativitet, du kan sagtens gøre det i din dagligdag. Gør noget nyt hver dag, tag en anden vej hjem, prøv en anden frisør eller køb ind et andet sted end du plejer. Husk at lege og prøve nye ting af – også selvom det måske føles lidt mærkeligt i starten, og du ikke føler du lykkes med det. Se på det en legende process og en sjov rejse. Hvis du har børn, kan du tage rejsen med dem, så får du samvær og nærvær oven i legen.

Det er da ren win-win!