fbpx

Fri fragt ved køb over kr. 399,-

14 dages returret

1-4 dages levering

Jeg har lagt mærke til jeg er blevet en smule afhængig af min tlf. – og jeg har også lagt mærke til at det påvirker både mit humør og mine relationer. Hvis du har det på samme måde, kan du måske bruge mine tips til en hverdag med mindre skærmtid – og mere aktivt tilvalgt skærmtid.

Her deler jeg 7 tips til at være mere offline. Eller rettere til at være mere bevidst om hvornår jeg går online og til aktivt at tage stilling til, om jeg er online af lyst, nødvendighed – eller om det blot er en overspringshandling eller ren og skær dovenskab.

Mit første tip er at slette alle de apps du ikke bruger, afmelde nyhedsbreve du ikke får læst og stoppe med at følge profiler, der ikke tilfører dig nogen værdi.
Det første punkt handler om oprydning – og efter jeg er gået effektivt til værks og har fulgt mine egne råd, er det meget mere overskueligt at åbne min mailbox og finde lige den app jeg skal bruge. Desuden møder min væg på facebook og mit feed i instagram mig ikke med en masse jeg først lige hurtigt tager stilling til og derefter går videre, men der er ro for mine øjne. Simpelthen ro. Det føles ligesom at få ryddet op i mit tøjskab!

Punkt 2 er at slå dine notifikationer fra. Sjovt nok kom jeg først til at tænke over det med notifikationerne da det var andres notifikationer der begyndte at gå mig på. At andre menneskers opmærksomhed pludselig bliver revet væk fra mig, når deres telefon kræver deres opmærksomhed, synes jeg er virkelig irriterende. Det fik mig til at tænke på, at andre sikkert har det på samme måde når jeg pludselig retter min opmærksomhed på telefonen, fremfor den samtale vi er midt i. Hmm … Tid til selvransagelse!

Punkt 3 – modstå trangen til at kigge på din telefon som det første når du slår øjnene op.
Den er faktisk sværere end jeg havde regnet med. Jeg bruger min telefon som vækkeur – og ser jo automatisk på den når jeg slår det fra. Jeg har lavet den regel for mig selv om, at jeg ikke må kigge på min telefon før børnene er afleveret. For mig handler det nemlig også om nærvær og hvilke vaner jeg giver videre til mine børn – og med det i mente går det lidt nemmere. Men jeg må indrømme, efter jeg er blevet opmærksom på det, kan jeg godt se jeg kigger rigtig meget på min telefon uden nogen egentlig grund …

Punkt 4 handler om at få telefonen ud af soveværelset om natten. At sætte den i en stikkontakt væk fra dit natbord for at undgå at kigge på skærmen lige inden sengetid og dermed optimere din søvn.
Jeg har den dårlige vane at jeg er en snoozer 😉 Jeg kommer simpelthen ikke op første gang mit vækkeur ringer – når jeg sætter det, sætter jeg det så jeg kan snooze 3 gange inden jeg står op. Det er endnu ikke lykkedes mig at rykke telefonen ud i gangen og derfor skulle stå ud af sengen for at slukke den. Her er der helt sikkert et punkt til forbedring for mit vedkommende.

Nu synes jeg det begynder at nappe lidt – Ta’ på café og lad din telefon blive hjemme! Jeg kunne godt tænke mig at udfordre mig selv på det punkt, men jeg må indrømme det ikke er lykkedes mig endnu. Jeg har den som regel på lydløs når jeg er nogen steder – men ligefrem lade den blive hjemme …
Jeg har oplevet at have glemt min telefon hjemme om morgenen inden jeg er taget afsted. Men det har bestemt ikke været med vilje – det har været et uheld forårsaget af en hektisk morgen, hvor der er sket noget der har fået mig ud af min rutine. Og jeg må indrømme det har virket ret uoverskueligt for mig at komme igennem en hel (!) arbejdsdag uden at have mulighed for at kigge på min telefon. Det har nok været nogle af mine mest ineffektive dage i mit arbejdsliv – de par gange det er sket. Fordi jeg simpelthen har haft for svært ved at koncentrere mig.

Punkt 6 handler om at holde mig fra de sociale medier en hel dag. Det kan jeg godt. Hvis jeg er aktiv og er til et arrangement. I hvert fald så længe det står på. Men jeg er nysgerrig anlagt og har virkelig svært ved at lade være med at kigge på hvad andre mennesker laver. Trangen til at poste hvad jeg selv har lavet, er til at komme mig over.

Punkt 7 – sluk telefonen en held dag.
For mit vedkommende må jeg nok tilstå, at det kommer jeg ikke til at gøre. Jeg kan godt gå med til at ha’ min telefon på lydløs, men at slukke den er simpelthen for drastisk til mig.

Jeg håber du kan bruge mine tanker og refleksioner til noget.
I en tid hvor vi er online og tilgængelige 24/7 prøver jeg selv at være opmærksom på mit forbrug. Jeg mærker tydeligt hvordan det påvirker mig når mine relationer er uopmærksomme i en samtale eller forbindelse – så det ville da være mærkeligt hvis der ikke også er nogen der synes mit forbrug kan påvirke dem når vi er sammen.
Internettet og dets muligheder er fantastiske og det rummer så mange muligheder og … Men når det begynder at gå ud over vores relationer, synes jeg vi børe være opmærksomme.

 

Har du tænkt over, hvordan dit eget eller dine relationers online forbrug påvirker dig? Og hvordan bruger du det, at kunne være tilgængelig 24/7?

 

Rigtig god dag 🙂

 

Mvh

Cathrine, My Pocket of Time